HORNUNG & MØLLER

ET HUNDREDAARS-JUBILÆUM 1827-1927

AF HJALMAR BULL

Conrad Christian Hornung er født 1. Juli 1801 i Skelskør. Hans Fader var Hattemager i smaa, Kaar, og da Conrad Christian desuden havde syv Søskende, maatte han allerede fra sit 8de-Aar arbejde fra tidlig Morgen til sen Aften i Faderens Hattemagerforretning. Fra sit 14de Aar tager han desuden sin rigelige Del af Arbejdet i Familiens store Husholdning, idet han Morgen og A-ften maa slæbe de tunge Mælkespande fra fire Køer hjem fra Marken, om Sommeren som oftest barfodet. Men Drengen var ikke ængstelig for at tage fat. Arbejdet var ham en Glæde og et venligt Ord eller en paaskønnende Bemærkning fra Faderen den største Belønning. Hornungs Interesse og Lyst laa imidlertid ikke i Hattemageriet. At forrne den vaade og dampende Filt satte ikke hans Fantasi i Svingninger. Drengens Lyst var Snedkeriet. De ædle Træsorter og Duften fra fine Olier og Politurer betog ham paa, en særlig og forunderlig Maade. At dreje og forme det smukt aarede Træ blev hans største Lyst. Og naar Arbejdet var fuldendt og hans Idéer stod prægede i det prægtige, holdbare Træ i snirklede, Ornamenter og frodige, følsomme Former, kendte hans Fryd ingen Grænser. Aftnerne og Nætterne -tilbragte lian med at dyrke denne sin Passion. Han forfærdigede tidligt en Høvlebænk og sytten Aar gammel et smukt Chatol. Imidlertid var Faderen død og Moderen gift paany. Hans Stedfader, Eichhoff, der opdagede Hornungs Evner som Snedker, opfordrede ham til ved Siden af sin Hattemagerprøve ogsaa at aflægge Prøve som Snedker, hvad han ogsaa gjorde inden han efter Datidens Skik som »farende Svend« drog til Udlandet for at uddanne sig videre i det Fag, han dengang alligevel troede skulde blive hans egentlige Virkefelt - Hattermageriet.

Med fem Rigsdaler i Lommen begav han sig i 1824 paa Vandring, kom til Kiel, hvor han for første Gang stiftede Bekendtskab med Tidens udskejende Lavsvæsen, der for Hornung snart viste sig mere at være et Skalkeskjul for Letsindighed og Drik. end regelret Arbejde. Som en Flok Tiggere drog de " farende Svende" fra By til Bv under Svir og Letlevnet og haarde og ubarmhjertige var de Knubs, den unge Hornung mangen Gang maatte modtage, naar hans alvorlige og retlinjede Natur reagerede mod Kammeraternes letsindige Maade at tage Tilværelsen paa. Efter mange Omskiftelser og ikke, altid lige behagelige, Oplevelser drog Hornung til Uslar, hvor han søgte Tilflugt hos sin Farbror, som var Urtekræmmer her. Til Uslar kom han nærmest, som skibbruden, idet han ved en Mesters Brutalitet og sin egen Godtroenhed havde forlist sine Papirer som Hattemagersvend og ifølge Datidens strenge Lavsbestemmelser ikke længer kunde, faa Arbejde som saadan. Dette Skibbrud fik imidlertid den største Betydning for Hornungs, videre Skæbne, idet det saa at sige lidt efter lidt tvang ham over i det Fag, hvor han i dansk Industri skulde øve sin store Indsats - Pianoforte-Fabrikationen. Hornung havde, som ovenfor fortalt, tabt sine Papirer som Hattemagersvend; men heldigvis var endnu Beviserne, for den bestaaede, Prøve som Snedkersvend i god Behold. Han tager derfor ufortrødent fat paa sin Ungdoms Passion - Snedkeriet, indtil Skæbnen igen vil det anderledes og en tilfældig Tildragelse stiller ham foran hans Livs store Gerning - Instrumentmager-Virksomheden. I Uslar møder han en Dag sit Livs store Oplevelse i Form af et af Tidens yndede »Spektakel-Flygler«, hvori der foruden de almindelige Toner var indlagt Tromme, Klokke, Bækken og Fagot. Flygelet ejedes af en. Præst, og naar denne, spillede for Hornung og alle Pedaler brugtes, gjorde det, som Hornung skriver, »en forfærdelig Larm«. At Hornung blev helt, betaget af dette »Vidunder« er ikke saa sært, naar man samtidig erfarer, at det var første Gang i sit Liv han havde hørt noget lignende - ja, første Gang lian overhovedet stilledes overfor et Flygel. Musikinstrumenter kendte han lidet -til og Musik vistnok endnu mindre. Som Dreng havde han forfærdiget nogle D-Fløjter, væsentlig som Salgsobjekter og efterhaanden havde han lært sig at blæse lidt derpaa; men hans Barndom og Opvækst havde været delt mellem Arbejde, Arbejde og atter Arbejde, saa der blev liden Tid tilovers til at dyrke andre Interesser. Hornung fortæller endog, at han i sit 14de Aar knapt kunde læse og skrive. Nu bliver han imidlertid saa betaget af Musiken og det vidunderlige Flygels Kunstfærdighed, at hans eneste og største Ambition bliver selv at kunne fremstille et saadant. Bestyrket i denne sin Beslutning ved en Ytring af Præsten, om at Rittmüller i Goettingen, som havde bygget Flygelet, selv fra først af kun havde været almindelig Snedkersvend, drager Hornung med den for ham særegne Energi og Maalbevidsthed til Kassel, hvor han søger og faar Arbejde hos Beckmann, hvor Marschall, Danmarks dengang mest bekendte Klaverbygger, havde faaet sin Uddannelse. Der følger nu en Tid fuld af Arbejde og Slid, hvor Hornung paa alle Maader søger at dygtiggøre sig i sit Speciale, samtidig med at han paa enhver Vis sørger for at udvide sine Kundskaber, blandt andet ved at tage Undervisning i Skrivning, Tegning og Klaverspil. Efter 'endt Uddannelse fristes han af en russisk Velynder til at tage til St. Petersburg (nu Leningrad), men modstaar Fristelsen, saa meget lettere, som han erfarer, at hurtigste og sikreste Vej til Petersburg gaar over Helsingør. Hornung tager derfor i 1827 lige hjem til Skelskør, hvor Skæbnen for tredje Gang træder ham imøde, denne Gang som hans tilkommende Hustru Caroline Mau. Han opgiver derfor for altid Tanken paa Ruslandsrejsen, gaar straks i Lag med at bygge sit første Instrument - et opretstaaende Klaver i Birketræs Kasse, der allerede bliver færdigt om Efteraaret 1827, gør Lykke og straks finder en Køber.

Hermed var Grunden lagt for Hornungs videre Virksomhed, og for det nuværende, Firma Hornung & Møllers Historie bliver derfor Aar 1827 det store Mærkeaar, da Grundstenen lagdes for Virksomhedens senere Fremvækst og Blomstring.

Om de Betingelser og Forhold, hvorunder den nationale danske Pianoforte-Industri har arbejdet i Slutningen af det 18de og Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, giver C. Nyrop i sit interessante Kildeskrift: »Bidrag til den danske Industris Historie« en fortrinlig Redegørelse. Fra Midten af det 18de Aarhundrede omkr. 1740-Aarene kom der for Alvor Bevægelse i det københavnske Musikliv, idet man begyndte at give Koncerter efter en ordnet Plan. 1 1744 stiftedes Landets ældste Musikforening »Det, musikalske Societet«, som rigtignok ikke fik nogen lang Levetid, idet det allerede ophørte at eksistere i 1848. Interessen var imidlertid vakt, og der opstod snart en Række nye Selskaber, som tog sig af Musiklivet, samtidig med at Mænd som Joh. Hartmann, Joh. Ewald, I. A. P. Schulz, og Kunzen arbejdede med Udformningen af det danske Sangspil. Med Hensyn til selve Musikdyrkelsen, dreves den her til Lands omkring 1790 for Alvor omtrent udelukkende af Udlændinge. Det var egentlig først de af den franske Revolution spirende Folkeopdragelses-Teorier, som virkede direkte befrugtende paa Musikdyrkelsen her hjemme. Der oprettedes saaledes omkring Aarhundredeskiftet i København et musikalsk Akademi, som bestod til 1817, og stiftedes en Række Musikforeninger til Udbredelse af Kendskabet til Musik. Samtidig diskuteredes ivrigt Indførelse af Musikdyrkelse i Skolen. Kravet til gode, tidssvarende Instrumenter var derfor i stadig Stigen. Aar 1810 meddeles det saaledes i »Efterretninger fra Selskabet for indenlandsk Kunstflid«: »Begærligheden efter at eje Forte-pianoer kan ikke tilstrækkelig tilfredsstilles, hverken ved Landets egne Frembringelser, eller ved at lade dem komme udenlands fra.« Om den danske Klaviatur-Instrumentfabrikations Tilstand i denne og den umiddelbart foregaaende Periode meddeler endvidere en - Overkrigskommissær og Komponist Søren Wedel (f. 1765) i en Afhandling om dansk Pianoforte-Tilvirkning, at danske Instrumentmagere, særlig Müller og Moshack omkring Midten af det 18. Aarhundrede med Held havde optaget Konkurrencen med Tyskland og England i Tilvirkningen af de paa den Tid særlig skattede Klavicembaler og Klavikorder.

Mod Aarhundredets Slutning, hvor de nye Forte-Pianoer (Hammerklaverer) kommer i Kurs, ligger den danske Fabrikation under i Konkurrencen, idet de faa Instrumenter, som byggedes, var middelmaadige, og gode, Klaverer kun kunde erholdes ved Indforskrivning fra Udlandet. Af danske Pianofortefabrikanter fra denne Tid kan nævnes: Scheer, Wroblewsky og Gronenberg, som tillige, drev Snedkeri og Orgelbyggeri. Ved Krigsudbruddet i 1808 fik imidlertid den danske Pianofortefabrikation. en Trumf paa Haanden, idet der blev udstedt Forbud mod Indførsel af Pianoforter. Dette bringer straks Liv og Bevægelse i den hjemlige Industri. I 1809 opretter saaledes P. G. Uldahl en Pianofortefabrik og lokkede af dennes Held følger hurtig andre efter, saaledes, at der i 1825, to Aar før Hornung begynder i Skelskør, i København alene findes ikke mindre end 7 Pianofortefabriker, nemlig: A. Marschall, Richter & Bechmann, Hashagen &- Nielsen, J. E. Melby, S. N. Gade, I. N. Gade og C. Petersen. Uldahls Fabrik var derimod ophørt at virke efter Uldahls Død i 1820. Saaledes laa omtrent Forholdene, da Hornung i 1827 byggede sit første Klaver. Pianoforte-Fabrikationen var blomstret op i Ly af et Importforbud, og kunde, da dette blev hævet ved Fredsslutningen i 1814, paa ny med Held optage Konkurrencen med Udlandet. De gamle Toldsatser fra 1797, hvor Afgiften for hvert indført Instrument sættes til 12 1/2 p Ct. af dettes Værdi, stod endnu ved Magt, men ydede en vistnok mere illusorisk end virkelig Beskyttelse, da Tolden paa forskellig Vis kunde omgaas eller reduceres. Først da en ny Toldforordning af 1838 fastsætter en bestemt Indførselsafgift paa 32 Rd. pr. indført Klaver, Flygel eller Forte-Piano, karakteriseres Afgiften som »temmelig fyldestgørende til at holde fremmede Instrumenter ude af Landet«. Den største Støtte i sin Fremvækst har Pianoforte-Fabrikationen dog vistnok faaet i Musiklivets almene Tilstand omkring Aarhundredeskiftet og fremefter. Klaverets Forbedring havde vakt Komponisternes Interesse og med Klassikerne Haydn, Mozart og Beethovens Klaverværker som Kærne udviklede der sig snart en rig Klaverlitteratur, som end yderligere kaldte paa baade Dilettant og udøvende Kunstner, da senere den romantiske Skoles Komponister med Forkærlighed begyndte at dyrke »den lille Form«. Komponister fra denne Periode lier hjemme er C. E. F. Weyse og Fr. Kuhlau, som begge tillige, var fortrinlige Pianister.

Efter at Hornung havde giftet sig i 1828 virkede han nogle Aar som Instrumentmager i Skelskør og flyttede i 1834 til Slagelse, hvor han købte eget Hus og ved Siden af sin blomstrende Pianofabrik oprettede et Møbelmagasin. I denne, Periode er det, at han lærer den Mand at kende, der senere skulde faa saa stor Betydning for Firmaets Udvikling til Stordrift, H. P. Møller.

III.

Hans Peder Møller var født 1802. Familiens egentlige Navn var Mikkelsen; men hans Forfædre havde faaet sig Navnet paaklæbet, efter den Profession i hvilken de virkede Møllerfaget, noget meget almindeligt i de Tider. I sit 12te Aar var Drengen allerede forældreløs og kom i Huset hos en Slægtning, som var Urtekræmmer. Dette Fag interesserede imidlertid ligesaalidt, H. P. Møller, som Hattemageriet, havde interesseret Hornung. Hans Lyst var Snedkeriet. Dette kom Uldahl for Øre, og 14Aar gl. fik Møller derfor Ansættelse i dennes Pianofortefabrik, hvor han paa Grund af sin Dygtighed og sit gode Øre hurtigt avancerede. 16 Aar gammel blev lian saaledes betroet Stemningen af alle Uldahls Klaverer rundt om i Byen, og 20 Aar gl., aflægger han sin Svendeprøve som Snedkersvend. Samme Aar døde Uldahl, og Fabriken som i de senere Aar havde været i stadig Tilbagegang, standser sin Virksomhed. Møller arbejder nu en Aarrække fremefter som Klaverstemmer, dels for Uldahls Enke og dels for egen Regning. Han blev meget søgt, da han var umaadelig dygtig i sit Fag; ja det fortælles endog, at Liszt, hvis Flygel han stemte, da denne i 1841 gæstede København og gav Koncert i Christiansborgs Ridehus, blev saa begejstret over hans Kvalifikationer, at han vilde engagere ham til at tage med paa Europatourné, hvad Møller dog afslog. I denne sin Praksis var det, at Møller stødte paa, de Hornungske Instrumenter, som begejstrede ham i den Grad, at han satte sig i Forbindelse med ham i Slagelse og paa alle mulige Maader søgte at faa ham, til at etablere sig i Hovedstadens større Forhold. Horliung, hvis Fabrik i Slagelse havde været i stadig Udvikling, fulgte da ogsaa denne Kaldelse. I Aaret 1842 ser man ham saaleedes installeret i Holmens Kanal Nr. 259, og samme Aar indtræder Møller som Medarbejder i Firmaet. Nu er det, at Hornung slaar sit store Slag som Pianofortefabrikant. Omkring 1820 havde man i England, paa Grund af de stadig stigende Krav til Tonens Styrke og Instrumenlernes Holdbarhed og som en Modvægt mod de anvendte tykkere og krafligere Strenges Spænding paa Resonansbunden, begyndt at indlægge Jernkonstruktioner i Instrumenternes Trækasse. Paa en Udenhandsrejse stifter Hornung i Haniborg nærmere Bekendtskab med disse Konstruktioner og tager ved Hjemkomsten straks fat paa at eksperimentere hermed efter Londonerfabriken Collards Mønster. Flere Instrumenter fra Slagelse-Perioden skal saaledes være forsynet med Jernkonstruktioner. Hornung kan imidlertid ikke siges at være den første, der har indført disse Konstruktioner her i Landet. Allerede i 1833 søgte, og fik Fr. C. T. Schu Ize i Rendsborg Eneret paa i 5 Aar at fabrikere Pianoforter og Flygler »hvis hele Strengesystem var fastgjort paa (vistnok at forstaa: over) en støbt Jernramme og hvis Klaviatur var anbragt midt paa det paagældende Instrument«. Allerede, paa Udstillingen i 1836 havde Schulze, to saadanne »Patent-Fortepianoer«, der vakte en Del Opmærksomhed »som en sandsynlig hensigtsmæssig Maade til at bevare Instrumenternes Stemning«. Da imidlertid Hornungs største Konkurrent Marschall før sin Død i 1842 ansøger om Eneret til at fabrikere Klaverer og Flygler med Jernafstivning (vistnok efter Collards System), protesterer Hornung under Henvisning til, at han i Slagelse tidligere selv har fabrikeret flere Instrumenter med lignende Konstruktioner. Marschalls Ansøgning blev nægtet 15. Juni 1842, da det bl. a. ogsaa viste sig, at Pianofabrikant Boesen i Fredensborg paa Udstillingen i 1840 havde haft et Instrument med en noget lignende Jernafstivning. I 1841 havde Liszt koncerteret i København og ved denne Lejlighed spillet paa et medbragt Erardsk Flygel, som paa Grund af sin kraftige og skønne Tone ikke alene havde vakt Publikums, men ogsaa Fagfolks Interesse. Hornung forstod, at her maatte handles for at hævde den indenlandske Produktion overfor Udlandets, og 14. August 1842 indleverer han derfor Ansøgning om 10 Aars Eneret til en ny Jernkonstruktion til Indlæg i Pianoforter og Flygler - den i eet støbte Jernramme, hvori Strengene er spændte.

Fra tidligere Konstruktioner, vistnok selv Schulzes, var Hornungs deri forskellig, at »Stemmeskruerne«, hvortil Strengene fæstedes, ikke længer anbragtes i Resonansbundens skrøbelige Trækasse, men direkte i den dertil indrettede Jernplan eller Jernramme, som først ved at paaskrues den tomme, spændingsfrie Kasse kom i Forbindelse med hvad man kalder Resonansbunden. Opfindelsen er genial i sin Enkelhed. Hvilken enorm Betydning den har haft for Klaverets og Flyglets videre Udvikling i Tonestyrke og Stemningens Holdbarhed, faar man en liden Forestilling om, naar man erfarer, at den samlede Spænding, som Strengene i et moderne Hornung & Møllersk Flygel udøver paa Jernrammen, svarer til et Træk paa ca. 16-17,000 kg. Hornung fik Patentet 20. Januar 1843, hvad der ikke vakte liden Misundelse hos hans Konkurrenter, som senere paa alle mulige Maade søgte at fortrædige ham. Hans Konstruktion sejrede imidlertid, og saadanne Jernrammer bruges da ogsaa. for Tiden paa Pianoforter og Flygler hele Verden over. Som en Følge af Hornungs Indsigtsfuldhed og Møllers indgaaende Kendskab til de københavnske Musikforhold voksede Firmaets Anseelse fra Aar til Aar. I 1843 udnævnes han til kgl. Hofleverandør, og paa Udstillingen i 1844 er han Indehaver af Udstillingens dyreste Instrument, et opretstaaende Piano (Pris 450 Rd.), der roses »som det fortrinligste, der vides forfærdiget her i Landet«. 1847 er, som Hornung selv skriver, hans bedste Aar. Han beskæftiger da 36 Svende paa sine Værksteder og mindst 20 ude i Byen. Hans Fabrik er vokset til at blive en Stordrift, og han udfører Instrumenter til alle Verdens Kanter, særlig Vestindien, Sverrig, Norge, Tyskland, ja Nordamerika og England. Fabriken maa udvides, og Hornung køber derfor Gaarden i Holmens Kanal for 40,000 Rd. og begynder en Ombygning, som først bliver færdig i 1849, et Aar efter Krigens Udbrud, og koster ham 42,000 Rd. Hornung begynder nu at føle sig træt. Tiderne var paa. Grund af Krigsudbruddet vanskeligere, og Byggeriet havde skaffet ham adskillige Kvaler. Naar dertil kommer, at det arbejdsomme Sliderliv med konstant Arbejde fra Kl. 4 à 5 om Morgenen til sen Aften, omsider havde undergravet hans forøvrigt ikke stærke Helbred, er det forstaaeligt, at han begynder at se sig om efter den Mand, som ved hans Fratræden kan føre den blomstrende Stordrift videre. Da Hornung ingen Sønner har, falder Valget ham let. Hans mangeaarige Medarbejder H. P. Møller var den Mand, lian søgte. Møller var den gennemmusikalske, fortrinlige og indsigtsfulde Instrumentmager, som foruden at kende sit Fag til Bunds, som fleraarig Medarbejder hos Hornung, var særlig inde i alt det Hornungske Speciale. Dertil kom, at Møller som Klaverstemmer og ved sin vindende Personlighed i det Hele taget havde knyttet de bedste Forbindelser baade i Kunstnerkredse, og i det københavnske Bougeoisi, hvad der forøvrigt ikke havde været af liden Betydning for Fabrikens Opvækst, dengang Hornung, efter Møllers Opfordring, kom ukendt til København. Det blev derfor Møller, som ved Hornungs Fratræden i 1851 blev Fabrikens ledende Chef. Hornung flyttede efter sin Fratræden først til Skelskør for der at nyde. Privatlivets Fred og siden til København, hvor han 11. Januar 1873 afgaar ved Døden, medens Venner og Arbejdere ved den Virksomhed, han havde skabt, som en sidste Sympathitilkendegivelse, bærer hans Kiste den lange Vej fra hans Hjem til Assistents Kirkegaard. Da Møller i 1851 stod som Leder af Hornungs store Virksomhed, det nydøbte Hornung &- Møllers Pianoforte-Firma, stod han visselig ved sine Ønskers Maal. Møllers Linje blev paa en Maade brudt, da Uldalils Piano-forte-Fabrik ved dennes Død i 1820 ophørte at eksistere. I alle de mange Aar som Klaverstemmer har vistnok hele hans Stræben gaaet i Retning af en selvstændig Virksomhed som Klaverbygger. Man læser dette tydeligst mellem Linjerne i hans Patentansøgning om Eneret til Salg af et af ham opfundet Instrument: Cylinderlyren, hvor han beklager sig over, »at han som uformuende Begynder, dels paa Grund af den store Konkurrence, der var tilstede i Faget og dels paa, Grund af den Tiltro og Kredit, som Marschalls Instrumenter havde, ikke saa sig istand til at optræde som Tilvirker af Pianoforter«. Patentet paa Cylinderlyren fik han 11. Maj 1836. Den er et Instrument væsentlig til Udførelse af Dansemusik, hvor Ideen er hentet fra de italienske Cylinder-Pianoforter, og »som forener Klaverets Toner med Lirekassens Spillemaade«. Af Møllers andre Opfindelser fra denne Periode kan nævnes det i 1839 patenterede »Ortochord«, en Art Stemmegaffel, som ved Hjælp af et sindrigt System af bevægelige Vægte langs en paa dens Grene anbragt Skala, kunde bringes til at intonere de 12 Toner indenfor en Oktav.

Med vældig Energi tager Møller nu fat. Allerede i 1852 udstiller han et udmærket Koncert-Flygel og et karnisformet Klaver og viser gennem et Foredrag om den danske Pianoforte-Fabrikation og ved en retrospektiv Udstilling af de siden 1815 i Danmark benyttede Mekanikker, hvilken kundskabsrig og indsigtsfuld Instrumentmager han er. Mange Aar fik dog Møller ikke Lejlighed til at virke. Allerede 1859 falder han som Offer for en, ondartet Gigtfeber. Virksomheden, var imidlertid blomstret videre i den Tid, han var Firmaets Chef. Henved 1850 Instrumenter blev i hans Tid udsendt fra Fabriken, og i Aar 1855 fik Firmaet endog tildelt en Meedallie af 1. Klasse paa Udstillingen i Paris. Vi har tidligere omtalt, hvor dygtig som Instrumentmager og hvor kundskabsrig Møller var; men han havde ogsaa andre bemærkelsesværdige, rent menneskelige Egenskaber. Han var en Elsker af al Kunst, særlig af Teater og Musik. Desuden var han et meget selskabeligt anlagt Menneske, som deltog meget i Københavns Foreningsliv, bl. a. som Livjæger og Skydebroder. Som Livjæger forfremmedes han efterhaanden til Vaabenmester, udgav for Korpset en Vaabenlære i 1830 og to Sangbøger, henholdsvis i 1829 og 1833. Som en Kuriositet kan nævnes, at han nogen Tid drev en Urtekræmmer-Forretning, som han havde arvet efter sin Svigerfader. Møller var gift to Gange. Hans første Hustru var Datter af Dyremaleren Professor Gebauer og døde allerede i 1830. I 1836 giftede Møller sig paa ny med Nicoline Randbøll, Firmaets senere Chefer, Frederik og Conrad Møllers Moder. Efter H. P. Møllers Død i 1859 fortsætter Firmaet i hans Enke Nicoline Randbøll's Navn, men med den tyveaarige Frederik Møller (født 1839) som egentlig Leder.

IV.

ET var ingen let Opgave for en tyveaarig at optage Arven efter Mænd som C. Hornung og H. P. Møller; men til alt Held gik dog Frederik Møller ikke helt uforberedt til sin store Opgave. Han havde, medens Faderen levede, gennemgaaet en streng og grundig Skole. Allerede i 18-aars Alderen havde han aflagt, Svendeprøve som Snedker, og de følgende 2Aar var lian paa Hornung & Møllers Fabrik sat ind i alle Instrumentmageriets Mysterier. I de som, ligger mellem Faderens Død og til han endelig for egen Regning helt kan overtage Firmaets Ledelse som dets Chef, viser han da ogsaa, at han ikke alene er »Faders Søn«, men tillige en Personlighed, som paa alle Maader forstaarat hævde den Plads, han med Rette tilkom. I disse Aar har Firmaet ikke alene vundet i ydre Anseelse, idet det har erholdt ikke mindre end tre Medallier af 1. Klasse, henholdsvis paa Udstillingerne i London 1862, Malmø 1865 og Stockholm 1866; men Produktionen havde taget et saadant Opsving, at noget af det første F. Møller foretager sig som Firmaets Chef er at se sig om efter nye Lokaler til den udvidede Drift. Allerede i 1856 ser det ud som om F. Møllers Far, H. P. Møller, omgikkes med lignende Tanker; thi dette Aar sælger han Gaarden i Holmens Kanal til Industriforeningen for 82,000 den samme Sum, som den efter Ombygningen i 1849 havde staaet Hornung i. (Gaarden laa der, hvor Landmandsbankens Hovedsæde nu ligger.) Tænkes kan del forøvrigt, at Salget i 1856 har været dikteret af andre Grunde; maaske for at løse Hornung ud? Frederik Møller blev det imidlertid, som foretog Firmaets Flytning til større og fornemmere Forhold, idet han i 1871 købte den sidste og største Parcel af den gamle Dehnske Gaard i Bredgade (nu Nr. 54), hvor sidst Landsgreve Frederik af Hessen havde boet, indtil han forlod Danmark. Palæet, som var bygget i Midten af det 18. Aarhundrede og symmetrisk med det Bernstorffske Palæ, blev med Undtagelse af Stueetagen, der udlejedes til Københavns Musikkonservatorium, samme Aar indrettet til Pianoforte-Fabrik. I disse højfornemme Omgivelser fører Frederik Møller nu Firmaets hævdvundne Traditioner videre. Paa den store nordiske Udstilling i 1872 udstiller han saaledes, i Lighed med Faderen, ved Siden af sine nye Instrumenter - 2 Flygler og et opretstaaende Klaver - en historisk Udstilling af ældre Instrumenter og Mekanikker. 11873 modtager Firmaet, hvis Anseelse ogsaa i Udlandet er i stadig Stigen, igen en Medallie af 1. Klasse, dennegang paa Udstillingen i Wien.

Men de nye Forhold og den udvidede Drift, hvorunder Firmaet arbejder, stiller imidlertid stadig større Krav, ikke alene til Administrationen, men ogsaa til en Modernisering af Arbejdsmetoder og Værkstedsforhold. I Erkendelsen heraf optager Frederik Møller i 1878 sin yngre Broder Conrad Møller og Fabrikens daværende Værkfører Johannes Petersen i Firmaets Ledelse. Conrad Møller er født i 1843 og havde, efter at have taget Studentereksamen i 1862, foruden den traditionelle Uddannelse som Snedker og Instrumentmager (ved Malmsjös Pianoforte-Fabrik i Gøteborg), ogsaa modtaget grundig Undervisning i Tegning og Konstruktion ved Polyteknisk Læreanstalt i København. Johannes Petersen, som er født i 1851, var uddannet i Amerika. Ved disse Mænds Indtrædelse i Firmaets Ledelse aflastes Fr. Møller føleligt i sit mægtige administrative Arbejde, idet Broderen C. Møller overtog den mere regnskabsmæssige Administration saa vel som alt vedrørende Instrumenternes Konstruktion, hvortil for øvrigt lian i Følge sin særlige Uddannelse havde de bedste Forudsætninger. Johannes Petersen tog sig paa sin Side af Moderniseringen af Arbejdsmetoderne og Værkstedsforholdene. Han dør desværre allerede i 1887 kun 36 Aar gammel. Omtrent paa denne Tid, eller maaske noget før (i 1870-Aarene), sker der en Omlægning af Fabrikens hele Pianoforte-Fabrikation. Konkurrencen med Udlandet og den mere praktisk anlagte, Tidsalder, man nu er kommen ind i, førte med sig, at man helt ophørte med at bygge de ældre Klaverformer - det pyramideformede, det taffelformede og det karnisformede Klaver. Disse Konstruktioner, hvoraf særlig de to sidstnævnte var overordentlig smukke og kulturprægede, viste sig hverken i Tone eller Billighed konkurrencedygtige med det af John Isaac Hawkins opfundne moderne opretslaaende Klaver. Firmaet gaar derfor resolut over til kun at fremstille disse nye Typer af Flygler og Klaverer. Forholdene var i det hele taget anderledes saavel for Industrien som for dens Mænd end i den Tid da Hornung og H. P. Møller levede.

Om dette Tideskifte skriver Forfatteren Povl Drachmann i sit Festskrift i Anledning af Hornung & Møllers 100 Aars-Jubilæum saa interessant og karakteristisk, at vi tillader os at citere: »Tiderne var nu ved at skifte og nye Krav stilledes til Industriens Mænd. Organisationsliv og Politik kaldte paa Erhvervslivels Dygtigheder. At hellige sig sit faglige Arbejde i snævreste Forstand var ikke mere muligt. I den Periode Hornung havde virket, kunde en self-made Mand som han endnu leve sit Liv fuldtud for sin Fabrik - og naar Arbejdstiden, som vi har set, var fra 5 Morgen til sent paa Aftenen, blev der unægtelig heller ikke megen Tid tilovers. Den stoute industrielle Banebryder-Type fra den moderne Industrialismes Barndomsaar var udmærket repræsenteret ved Hornung. Ensidigheden var denne Types Styrke, som den var dens Forudsætning.« H. P. Møller havde med sine udprægede Almeninteresser været en Overgangstype til den efterfølgende Tids Mænd, for hvilke Frederik og Conrad Møller er udprægede Repræsentanter. Begge Brødrene, havde arvet, saavel Faderens Almeninteresser, som hans særlige Sans for Kunst og Musik. De tager ivrig Del og yder ofte en personlig Indsats i alt, hvad der sker, baade paa Industriens Omraade, og i de Aandsretninger, som satte Sindene i Bevægelse i Slutningen af Aarhundredet og videre frem. Saaledes ser vi Frederik Møller i 1875 indvalgt i Borgerrepræsentationen, samtidig med at han for en Aarrække bliver Medlem af Bestyrelsen for Industriforeningen. Ved den første, nordiske Musikfest i 1888 - Resultatet af den nordiske Samfølelse, som fik Navnet Skandinavismen, sidder han som Medlem af den arrangerende Komité. Han bliver ligeledes Medlem af Musikhistorisk Musæums Bestyrelse, er i 1895 med til at stifte »Dansk Pianoforte-Fabrikantforening«, bliver til Slutning Næstformand for »Dansk Koncertforening« en Stilling han beholdt lige til sin Død i 1917. Hvad Conrad Møller angaar, delte han tilfulde sin Broders Interesser. Han var desuden et overordentlig livligt og begavet Menneske, som deltog med Liv og Fyrighed i Studenterlivet, blandt andet som Festarrangør og Medlem af Studenterforeningens Økonomiudvalg. For Studentersangforeningen har han ligeledes udført et stort og omfattende Arbejde og var blandt andet Medvirkende ved Universitetets 400 Aars Fest. Conrad Møller havde desuden noget af en litterær Aare, som flød rigelig fra Ungdomsaarene og fremefter og gav sig Udslag i en Række muntre, vittige Studenterviser under Mærket »nkl«. Den ældre Generation taler endnu med Begejstring om den Popularitet, disse Viser nød, og for den yngre kan de ved sin sikre Pointe og sin smukke Form staa som et Mønster til Efterfølgelse. I 1907 omdannedes Firmaet til et Aktieselskab, hvor Frederik og Conrad Møller dannede Bestyrelsesraadet, medens Sønnerne, de to Fættere Knud og Axel Møller, blev de ledende Direktører. En ganske naturlig Trang hos de nu aldrende Chefer, til lidt efter lidt at trække sig tilbage fra Forretningerne, var Aarsagen til denne Omdannelse, hvorved der ogsaa paa en generøs og naturlig Maade blev givet.Plads for den yngre Generations Virkelyst. Frederik Møller døde 10 Aar senere - i 1917 - og Broderen Conrad fulgte ham i 1926, hvorefter Bestyrelsesraadet kom til at bestaa af Firmaets nuværende Chefer Knud og Axel Møller samt Overretssagfører Peter Heise.

V.

Knud Møller (f. 1874) og Axel Møller (f. 1876) havde forinden de indtraadte som Direktører i Firmaet, og ifølge de nu snart hævdvundne Traditioner, begge gennemgaaet en Uddannelse, som paa alle Omraader skulde gøre dem egnede til at føre Firmaet videre i Fædrenes og Bedstefædrenes Aand. Efter at have taget Studentereksamen havde de begge gaaet i Snedkerlære og aflagt Svendeprøver. Derefter fulgte den mere specielle Uddannelse i Pianofaget, først ved Fabriken i Bredgade og senere i Udlandet - Frankrig, Tyskland, Sverige og Amerika. I 1913 ser man en liden Kursændring i Firmaets Pianoforte-Fabrikation, idet man for helt at være paa Højde med Tidens Krav ser sig nødsaget til at opgive den saakaldte »Hornung & Møllerske Repetitionsmekanik« til Fordel for den nu nær sagt internationale og fuldkomnere »Erard-Mekanik«. Den »Hornung & Møllerske Repetitionsmekanik« er en af C. Hornungs Opfindelser, som med visse Forbedringer havde været anvendt hidindtil og som enkelte Steder i Europa vistnok endnu er i Brug. Aaret i Forvejen (1914) havde Fabriken set sig nødsaget til at udvide, idet Lokaliteterne i Bredgade nu blev for smaa og ikke længer viste sig tidssvarende. Efter Erhvervelsen af Ejendommen i Blegdamsvej Nr. 56, som ved Ombygningen i 1925-26 fremtræder som en i alle Dele fuldt moderne 5 Etages Fabrikbygning, hvor alle Værksteder og de efter de sidste videnskabelige Metoder indrettede Tørreanlæg for Træet, er samlede, maa vel Fabrikforholdene betegnes som de indenfor sin Genre mest moderne i Norden. En ny Trælagerplads har Firmaet desuden sikret sig i Landskronagade. Paa Grund af alle disse Udvidelser og Forbedringer af Fabrikforholdene ser Firmaet sig nu istand til at fremstille indtil 2000 Instrumenter om Aaret og desuden bestride alle forekommende Reparationer. De nuværende Chefer kan derfor ved 100 Aars-Jubilæet med Stolthed pege hen paa, at Firmaets Linje og Traditioner som Foregangsfirma i Norden ikke er vegen. Et statistisk ret interessant Billede af denne Fremgangslinje giver følgende Tal, som dels er hentede fra en Artikel af Gustav Hetsch ved 75 Aars-Jubilæet, dels fra senere Oplysninger. I de første, 25 Aar af Firmaets Virksomhed byggedes der ved Fabriken ca. 2000 Instrumenter, i de næste ca. 3000. Ved 75-Aars-Jubilæet udsendtes Instrument Nr. 18,000 - et Koncertflygel, og nu ved 100 Aars-Jubilæet, er vi lige oppe. ved Instrument Nr. 37,000. Disse Tal oplyser blandt andet, at der i det sidste Kvart-Aarhundrede, som hovedsagelig falder under de nuværende Chefers Regime, er bygget mindst lige saa mange Instrumenter, som i de foregaaende 75 Aar!

Som tidligere, meddelt har Firmaet siden 1870-80 Aarene udelukkende bygget Pianoforter og Flygler. Flyglerne fremstilles nu i ikke mindre end fire Størrelser, hvoraf de to mindste udmærket egner sig til privat Brug, hvor Rumforholdene da ikke er alt for smaa. Af Koncertflyglerne er der til Jubilæet fremstillet en ny yderligere forbedret Type. De benyttes til Koncerter i København alene, indtil ca. 500 Gange aarlig, og stilles hver Gang, gratis til Eksekutørernes Disposition. Om Instrumenternes særlige Fortræffelighed ejer Firmaet en lang Række Udtalelser baade fra udenlandske og indenlandske Kapaciteter, som det forøvrigt vilde føre for vidt her at citere. Vi vil dog ikke undlade at anføre, at Edvard Grieg allerede i sin Tid henledede Opmærksomheden paa den Hornung & Møllerske Tones særlige Danskhed, en Egenskab, Komponisten Louis Glass i sin smukke Tale ved Jubilæet yderligere betonede.

Hornung & Møllers Fabriker har ialt skaffet Levebrød for ca. 2000 Arbejdere og Funktionærer. Omtrent Halvparten af disse har været ansat i Firmaets Tjeneste i over 10 Aar, medens mange har kunnet se tilbage paa en 25-aarig, ja enkelte endog paa en nær 50-aarig Virksomhed sammesteds. Den gennemsnitlige Ansættelsestid for de nu beskæftigede Arbejdere, er over 15 Aar, hvilket selvfølgelig er af særlig Betydning i en Fabrikation, hvor den erfaringsmæssige Tradition og Akkuratesse spiller saa stor en Rolle for det gode Resultat. For til Slutning at fuldstændiggøre vor Oversigt over Hornung & Møllers Historie til 100 Aarsjubilæet, skylder vi endvidere at meddele, at Firmaet foruden de tidligere omtalte Medallier af 1. Klasse ogsaa ved andre Udstillinger som Malmø 1881, Odense 1885, København 1888, Stockholm 1897 har modtaget lignende Udmærkelser, ja, i Bryssel 1910 endog »Grand prix«. Hvad de nuværende Chefer Knud og Axel Møller angaar, maa vi, for yderligere at understrege deres Karakteristik, tilføje, at deres specielle og almene Interesser, ligesom hos Fædrene, prædestinerede dem til en Række fremtrædende Stillinger i Musik og Erhvervslivet, som for Eksempel Arbejdsgiverforeningen, Industriforeningen, Industriraadet, Rejsestipendieforeningen, Dansk Koncertforening, Musikhistorisk Forening, Dansk Pianofortefabrikant-Forening o. s. v.

Hermed er vi i vor historiske Skildring af Firmaet Hornung & Møllers Virksomhed naaet frem til Jubilæurnsaaret 1927, nøjagtig 100 Aar efter at C. Hornung i Efteraaret 1827 byggede sit første Klaver. Det er en ligesaa imponerende som betydningsfuld Indsats Firmaet her har gjort for dansk Industri og for dansk Musikliv. Instrumentmagerne. er den musikalske Kunsts Pionerer. Lige fra den Tid, da Urmennesket, i ubændigt Overmod og for at fordoble, hvad de primitivt musikalsk set følte ved Livet, føjede nok en Streng til det første Strengeinstrument: Buen, og lige til vor egen Tids moderne, af over 10,000 Enkeltdele sammensatte Koncertflygler, har de gaaet loran Kunstudviklingen. Skridt for Skridt har de vundet frem, medens Komponisterne og i anden Række Eksekutørerne har fulgt efter. Ubarmhjærtigt og brutalt har de i Udviklingens Interesse maattet træde gamle overlevede Musikinstrument-Former under Fødderne, samtidig med at de gennem møjsommelig Flid og dyb Kærlighed til deres Fag har erstattet disse med Forbedringer eller Nydannelser.

I uendelig Taknemmelighedsgæld staar derfor ikke alene Komponisterne og Eksekutørerne, men vi alle til disse Musikkulturens Plovmænd, hvoraf Firmaet Hornung & Møller for Nordens Vedkommende kan fremvise en række fremtrædende Typer. Da derfor dette Firma, som nu ved 100 Aars-Jubilæet den 14. Oktober, et Øjeblik standsede Hjulene og bød til Fest var det ikke alene naturligt, men dybt selvfølgeligt, at alt, hvad der i Øjeblikket betyder noget indenfor dansk Musikliv, med Repræsentanter for Landets Regering og alle de musikalske Korporationer i Spidsen, mødte op, for at bekranse og hylde det gamle hæderkronede Firma.